film:syn (37)

film:syn (37)
Det vrimler med vampyrer på film. Og de kommer i mange afskygninger. Farlige, dyriske væsener. Komiske og lidt kiksede ballademagere. Erotiske aristokrater.
Dracula er den fiktionskarakter, der er blevet portrætteret oftest på film. Men vampyrer i det hele taget er i vælten hos filmfolket. I de seneste år har vi oplevet smukke vampyrer i teenagedramaet Twilight, socialrealistiske anti-mobnings-vampyrer i ”Lad den Rette Komme ind” og sidste skud på stammen er den koreanske film ”Thirst”, der mikser vampyrgenren med kærlighedsfortællingen.
film:syn sætter denne gang fokus på vampyrfilm. Filmforsker Torben Grodal forklarer, hvorfor vi både er bange for og fascineret af vampyren. Horrorekspert Mathias Clasen gør os klogere på vampyrens ophav og dens mange variationer, mens vampyr Steen Bach-Hansen fortæller om det at være vampyr.
Vi skal advare om, at programmet rummer både bid, blod og hvidløg.